Alle i landsbyen var overbeviste om, at bonden Nadja havde mistet forstanden efter sin mands død.
Folk havde ondt af hende. I næsten halvtreds år havde hun boet sammen med sin mand under samme tag. De var altid sammen. De handlede sammen, sad side om side på bænken foran huset og arbejdede endda sammen i haven.
Og så døde han.
Hendes søn var død mange år tidligere. Børnebørnene boede i byen og kom sjældnere og sjældnere på besøg. For første gang i lang tid var Nadja helt alene.
En dag lagde naboerne mærke til noget mærkeligt.
Nadja gik ud i gården med en skovl og begyndte at grave midt på grunden.
I begyndelsen lagde ingen særlig mærke til det.
“Hun vil sikkert plante kartofler,” sagde naboerne.
MEN DAG FOR DAG BLEV HULLET STØRRE.
Først var det lille. Så blev det dybere. Til sidst var det så dybt, at man kunne stå i det.
Nadja var næsten firs år. Med årene var hun blevet svagere, så hun arbejdede på det enorme hul i flere dage i træk.
Nogle gange vågnede naboerne om natten af en mærkelig lyd. Det var skovlen, der igen og igen ramte den fugtige jord.
En dag kunne en nabo ikke længere tie og spurgte over hegnet:
“Nadja, hvorfor graver du et så stort hul?”
Hun tørrede panden og svarede roligt:
“Min mand sagde før han døde, at jeg skulle grave midt i gården. Så jeg graver.”
NABOEN RYNKEDE BRYNENE.
“Men hvorfor?”
Nadja trak på skuldrene.
“Hvis Gud vil, finder jeg ud af det.”
Efter den samtale var folk sikre på, at den gamle kvinde havde mistet forstanden. Nogle ringede endda til politiet.
Betjentene kom samme dag. Og netop den dag fandt Nadja endelig det, hun havde ledt efter så længe.
Skovlen ramte pludselig noget hårdt. En dump, træagtig lyd lød.
Jorden blev hurtigt fjernet, og under den dukkede låget af en stor gammel kiste op, som lignede en lille kiste.
POLITIFOLKENE KIGGEDE PÅ HINANDEN. NABOERNE SAMLEDE SIG OM HULLET. DA LÅGET ENDELIG BLEV ÅBNET, STIVNEDE ALLE AF SKRÆK. 🤔😱
Indeni lå menneskelige rester. På brystet lå et gammelt medaljon, som Nadja straks genkendte. Det var hendes yngste søn.
Drengen, som hele landsbyen i mange år havde troet var forsvundet. For længe siden mente man, at han var druknet i en flod. Kun faderen kendte sandheden.
Han var bange for at fortælle det til sin kone. I stedet sagde han til alle, at han havde smidt sin søn ud og forbudt ham at vende tilbage.
Kvinden græd i årevis i håb om, at hendes søn en dag ville komme hjem. Først kort før sin død indrømmede manden sandheden.
Han sagde kun én sætning:
“Grav midt i gården. Vores søn ligger der. Lad ham i det mindste få en værdig begravelse.”
Og nu, efter alle disse år, havde Nadja endelig fundet det, hun søgte.
