Jakob Kjeldbjerg har gennem mange år stået i spidsen for “Robinson Ekspeditionen”, men én sæson udviklede sig til langt mere end et krævende tv-projekt.
Tilbage i 2010 blev optagelserne i Malaysia ramt af et omfattende udbrud af denguefeber, og situationen blev så alvorlig, at produktionen på et tidspunkt måtte lukke helt ned.
I alt blev 62 personer fra produktionsholdet smittet.
For Jakob Kjeldbjerg står perioden stadig som en af de mest voldsomme oplevelser i hans karriere.
Sygdommen ramte flere medarbejdere hårdt.
En af produktionens lydfolk blev særligt alvorligt påvirket, mens flere kvindelige ansatte efterfølgende oplevede kraftigt hårtab.
Denguefeber kan udvikle sig meget forskelligt fra person til person, og for værten var det netop uforudsigeligheden, der gjorde situationen ekstra skræmmende.
– Hvis man ender med at få den farligste kategori, kan man dø af det, fordi man simpelthen ikke har evnen til at standse blødninger, fortæller Jakob Kjeldbjerg.
Selv slap han heller ikke fri.
Hans egne symptomer begyndte efter en lang nat med optagelser.
Holdet havde arbejdet helt frem til de tidlige morgentimer, og Jakob Kjeldbjerg havde netop afsluttet en scene i en firehjulstrækker.
I sekvensen skulle han forestille den sidste person, der forlod en evakueret ø.
Men da kameraerne blev slukket, ændrede situationen sig pludselig.
Sveden begyndte at løbe kraftigt fra ham, og han mærkede med det samme, at noget var anderledes.
Han fortalte sine kolleger fra lyd- og kameraholdet, at han frygtede, at denguefeberen nu også havde ramt ham.
Derefter tog han tilbage mod hotellet med planen om at få en taxa videre til hospitalet.
Langt væk i Danmark fulgte hans hustru Christine situationen med stor bekymring.
Hun var blevet orienteret om sygdomsudbruddet, allerede før historien blev kendt i Danmark.
Ifølge Jakob Kjeldbjerg var hun så urolig, at hun var tæt på at sætte sig på et fly for at rejse ned til ham.
Det blev dog ikke nødvendigt.
Hans sygdomsforløb kunne håndteres fra hotelsengen, og han behøvede derfor ikke at blive indlagt på hospitalet.
Selv om en stor del af produktionsholdet var blevet ramt, valgte man ikke at opgive optagelserne.
Efter nogle dages pause blev arbejdet genoptaget under helt andre forhold.
Produktionen lejede en stor båd, som blev placeret ud for øen Langkawi.
Herfra forsøgte holdet at fortsætte programmet, mens flere stadig var mærket af sygdommen.
For Jakob Kjeldbjerg førte det til et øjeblik, som han stadig beskriver som bizart.
Han var selv svækket og havde feber, men skulle alligevel gennemføre et af programmets faste øråd.
For at få ham på plads blev han hejst ned under dækket på båden.
Her sad deltagerne klar, mens værten forsøgte at udføre sit arbejde trods sygdommen.
Med feber i kroppen måtte han gøre det klart for deltagerne, at ekspeditionen fortsatte, selv om han selv var blevet ramt.
Det blev dermed en sæson, hvor kampen for at gennemføre programmet foregik på begge sider af kameraet.
Mens deltagerne som altid blev udsat for hårde fysiske vilkår, kæmpede store dele af holdet samtidig med en reel sygdomssituation.
For Jakob Kjeldbjerg blev oplevelsen en påmindelse om, hvor hurtigt en tv-produktion langt hjemmefra kan ændre karakter.
Den ene dag stod han foran kameraet som den kontrollerede vært.
Kort efter lå han syg på et hotelværelse, mens hans hustru hjemme i Danmark overvejede at flyve tværs over kloden for at være hos ham.
Alligevel blev “Robinson Ekspeditionen” gennemført.
Men historien fra Malaysia i 2010 er stadig blandt de oplevelser, Jakob Kjeldbjerg husker tydeligst fra sine mange år med programmet.
