Jeg prøvede at skubbe ham væk og blev endda vred på ham, men kun få sekunder senere skete der noget helt uventet.
Jeg var allerede omkring halvvejs oppe ad stigen og strakte mig med beskæresaksen efter de tørre grene på det gamle æbletræ ved siden af huset. Morgenen havde føltes mærkelig fra starten. Himlen var dækket af tunge grå skyer, luften stod stille og var fugtig, som om et kraftigt regnvejr var på vej. Jeg kunne mærke, at vejret ændrede sig, men jeg besluttede alligevel at gøre arbejdet færdigt, fordi de tørre grene burde have været fjernet for længe siden.
Jeg havde stillet stigen op allerede om morgenen, lænet den omhyggeligt mod stammen og tjekket, at den stod stabilt. Jeg var klatret et par trin op og var lige ved at skære den første gren af, da jeg pludselig mærkede, at nogen trak mig i bukserne bagfra.
Jeg vendte mig om og blev et øjeblik helt overrasket.
Min hund forsøgte at følge efter mig op ad stigen.
Dens poter gled på metaltrinene, kløerne skrabede mod metallet, og dens øjne var vidt åbne og stirrede direkte op på mig.
“Hej, hvad laver du der?” sagde jeg med et nervøst smil. “Kom ned.”
Jeg vinkede med hånden i håb om, at den ville gå tilbage, men hunden trak sig ikke en eneste centimeter. Tværtimod klatrede den lidt højere, satte forpoterne på stigen og greb pludselig mine bukser med tænderne.
Den begyndte at trække. Hårdt.
JEG FOR SAMMEN OG VAR TÆT PÅ AT MISTE BALANCEN.
Jeg for sammen og var tæt på at miste balancen.
“Er du blevet sindssyg? Slip!” sagde jeg irriteret.
Men den gav ikke slip. Hunden trak mig nedad, pressede sine poter mod stigen og gøede videre, som om den for enhver pris ville stoppe mig.
Først blev jeg vred, men efter et par sekunder forstod jeg, at det ikke havde noget med leg at gøre. Den havde aldrig opført sig sådan før. Der var noget andet i dens øjne.
Som om den prøvede at fortælle mig noget.
Jeg forsøgte igen at klatre højere op, men straks rev hunden igen i mine bukser og trak så pludseligt, at jeg instinktivt greb fat i stigen med begge hænder.
Jeg sukkede tungt og begyndte at klatre ned igen.
“Okay, det er nok,” mumlede jeg. “Hvis du ikke falder til ro, låser jeg dig inde.”
HUNDEN SÆNKEDE HOVEDET, SOM OM DEN FØLTE SIG SKYLDIG, MEN JEG FØRTE DEN ALLIGEVEL TIL BURDET OG LUKKEDE DØREN.
Hunden sænkede hovedet, som om den følte sig skyldig, men jeg førte den alligevel til buret og lukkede døren. Jeg tænkte, at jeg nu endelig kunne arbejde videre i fred.
Men i det øjeblik skete der noget, som skræmte mig og pludselig fik mig til at forstå, hvorfor min hund havde opført sig så mærkeligt. Fortsættelsen af denne usædvanlige historie finder du i den første kommentar.
Jeg gik tilbage til stigen og satte foden på det første trin. Og præcis i det sekund hørte jeg over mit hoved et højt, skarpt knæk.
Lyden var tør og hård, som om noget brækkede midt over. Instinktivt løftede jeg hovedet. Og jeg så en enorm tør gren løsne sig fra træet.
Den faldt præcis dér, hvor mit hoved havde været et sekund før. Med et højt brag ramte den jorden, splintrede i flere stykker og landede kun få centimeter fra mig.
Mine ben blev straks svage. Jeg stod ved siden af stigen og stirrede på den enorme afbrækkede gren, mens mit hjerte bankede så hårdt, at jeg kunne høre det i mine ører.
Først i det øjeblik forstod jeg det hele. Min hund havde ikke forstyrret mig. Den havde forsøgt at stoppe mig.
Den havde mærket faren før mig. Måske havde den hørt træet knække indefra eller mærket, at grenen var ved at give efter. Langsomt vendte jeg mig mod buret.
HUNDEN KIGGEDE PÅ MIG GENNEM GITTERET.
Hunden kiggede på mig gennem gitteret. Dens øjne var opmærksomme og rolige, og halen bevægede sig forsigtigt, som om den ventede på, om jeg endelig ville forstå.
Jeg gik hen til den, åbnede døren og knælede ved siden af den. Straks pressede hunden sig ind til mig.
Jeg lagde armene om dens hals og sagde stille:
– Du reddede mit liv.
Siden den dag har jeg aldrig ignoreret dens instinkter igen.
