Snestormen var allerede begyndt om aftenen. Sneen piskede næsten vandret gennem luften, brændte i øjnene og fik hvert spor på stien til at forsvinde på få sekunder.
Skovfogeden, en mand med fyrre års erfaring i skovene, var på vej tilbage til sin afsidesliggende hytte og tænkte kun på at komme hurtigt frem, tænde op i ovnen og vente stormen ud. På en sådan nat var det livsfarligt at opholde sig udenfor uden en tvingende grund.
Men pludselig hørte han et mærkeligt lyd gennem vindens hyl. Først troede han, det var trærnes knirken, men så lød det igen. En tynd, klagende lyd, næsten som et menneskes gråd.
Skovfogeden stoppede op, lyttede og drejede langsomt fra stien ind i en tæt granlund.
Efter nogle minutter nåede han en lille dal, der næsten var helt dækket af sne. Der, ved rødderne af en gammel gran, lå en ræv. Et stort, rødbrunt dyr. Sneen var allerede begyndt at dække dens pels, og det var straks klart, at den var død. Men under dens krop bevægede sig noget.
Skovfogeden nærmede sig forsigtigt og gik på knæ.
Under ræven klynkede fem små ræveunger sammen. Små, pelsede, med stadig alt for store poter og fugtige næser. De pressede sig ind til deres mor, som om de ville skjule sig under hendes pels, stødte deres snuder mod hendes flanker og hylede stille. En af dem forsøgte endda at røre ved hende med sin pote, som om den håbede, at hun ville rejse sig.
Ungerne forstod ikke, hvad der var sket. De lå tæt sammen, løftede indimellem hovederne og peb klagende, for så at grave sig tilbage ned i deres mors kolde pels. Den mindste forsøgte hele tiden at krybe under hendes forpote, som om det søgte varme der.
SKOVFOGEDEN BESPAREDE DEM LANGT UDEN AT BEVEGE SIG.
Lovene i Taigaen var enkle og ubarmhjertige: Bland dig ikke i naturens liv. Naturen bestemmer selv, hvem der overlever og hvem der ikke gør. Skovfogeden kendte disse love bedre end de fleste.
Men han vidste også noget andet. Disse små ville ikke overleve natten.
Han tog sine handsker af og løftede forsigtigt en af ungerne op. Den var let, varm og krøb straks sammen i hans håndflade. De andre begyndte at klynke lavt og rykker tættere sammen.
— Åh, I små røde… — mumlede skovfogeden stille. — Uden jeres mor har I ingen chance her.
Forsigtigt viklede han ungerne ind i sin jakke og bar dem tilbage til sin hytte. Hele vejen peb de stille, bevægede sig indimellem og strakte snuderne op, som om de søgte en velkendt lugt.
Skovfogeden havde endnu ikke anet, at redningen af disse hjælpeløse dyr snart ville bringe forfærdelige hændelser ind i hans liv – og måske endda vække opmærksomheden fra noget, som hele skoven frygtede 😢😱
Den nat sov skovfogeden næppe. Han tændte op i ovnen, lavede et varmt rede af en gammel kasse og noget stof og lagde ungerne i det. I starten vendte de sig uroligt, peb og ledte efter deres mor, men efterhånden blev de varme og rolige.
Nogle dage gik.
RÆVEJUNGNE BEGYNDEDE AT BLIVE LIVLIGERE, KRAVLE RUNDT I HYTTEN, KOMME I KLISTREDE STØVLER OG KLATREDE ENGANG PÅ SKOVFOGEDENS SKOFFER.
Men en aften bankede det på døren til hytten. Banken var tung og beslutsom. Skovfogeden vidste straks, at det ikke var tilfældige vandrere.
Da han åbnede, stod tre mænd foran ham. En af dem trådte straks et skridt frem og kastede et blik ind i hytten.
— Er du skovfogeden? — spurgte han.
— Man kan godt sige det, — svarede den gamle mand roligt.
— Vi ved, at du har fundet et ræveskrin i dalen. Der lå en rød ræv.
Skovfogeden forblev tavs.
— Vi lagde ræven selv, — fortsatte en anden. — Pelsen var god. Men vi fandt ikke ungerne. Så du har taget dem med.
I DET ØJEBLIK LØD DER ET LAVT PEB BAGOVENFOR.
Mændene kiggede på hinanden.
— Der er de, — sagde den første. — Giv dem til os. Vi tager os af dem.
Skovfogeden lukkede langsomt døren og vendte sig mod dem.
— De går ingen steder.
Den tredje mand trådte et skridt frem.
— Hør, gammel mand. Du har nok ikke forstået. Vi er her for dem.
— Jo, — sagde skovfogeden roligt. — Men I er kommet forgæves.
MANDEN SMILEDE OG RÆKKEDE HÅNDEN UD FOR AT SKUBBE HAM TIL SIDE.
Men så gik det hele meget hurtigt. Den første jæger forstod ikke engang, hvordan han pludselig lå udenfor i sneen foran hytten. Den anden blev simpelthen skubbet over dørtærsklen, og den tredje trak sig tilbage, da han indså, at den gamle mand slet ikke var så hjælpeløs, som han havde troet.
Kun et øjeblik senere stod de alle tre på gårdspladsen.
— Forlad min skov, — sagde skovfogeden stille. — Og kom ikke tilbage.
Mændene kiggede på ham i nogle sekunder, vendte sig så fluks om og gik mod vejen.
