Phillip Faber har i årevis været kendt som den rolige, smilende og samlende skikkelse, der fik danskerne til at synge med hjemme fra stuerne.
Men bag det velkendte ydre foregår der lige nu en langt mere usikker kamp.
Den populære musiker og dirigent fortæller nemlig åbent, at han seriøst overvejer, om han skal fortsætte som professionel orkesterdirigent.
Det handler ikke om manglende kærlighed til musikken.
Det handler om tvivlen på egne evner.
I DR-programmet “Det sidste måltid” sætter Phillip Faber ord på de tanker, der fylder, når han står foran nogle af landets dygtigste symfoniorkestre.
Her kan usikkerheden ramme hårdt.
Særligt under prøverne mærker han frygten for ikke at være god nok til opgaven og for ikke at kunne leve op til det niveau, musikerne omkring ham repræsenterer.
Følelsen er ikke ny.
Ifølge Phillip har den fulgt ham gennem omtrent de seneste 50 gange, han har stået foran et orkester.
Det særlige er, at koncerterne bagefter ofte går langt bedre, end hans bekymringer under prøverne får ham til at frygte.
Alligevel forsvinder tvivlen ikke.
Og nu er den blevet så vedvarende, at han har besluttet at sætte en grænse for sig selv.
– Jeg sagde til mig selv her den anden dag, da jeg lige var gået ned fra scenen, at nu sætter jeg en dato ude i fremtiden, fortæller Phillip Faber.
Den dato skal fungere som et personligt holdepunkt.
Når dagen kommer, vil han mærke efter, om noget har ændret sig.
Hvis han stadig står med den samme tunge usikkerhed og modvilje, er han klar til at overveje at stoppe helt som orkesterdirigent.
Det gør beslutningen langt mere alvorlig end en dårlig dag efter en koncert.
Phillip undersøger reelt, om det professionelle dirigentliv fortsat er det rigtige sted for ham.
På spørgsmålet om, hvorvidt han ligefrem kan være bange for orkestret, erkender han, at det nogle gange kan opleves sådan.
Han beskriver dermed et markant paradoks.
For udadtil står han med ansvaret og kontrollen foran en stor gruppe musikere.
Indeni kan han samtidig være fyldt af spørgsmål om, hvorvidt han overhovedet hører hjemme dér.
Alligevel har han ikke opgivet håbet om, at følelsen kan ændre sig.
Han har nemlig prøvet noget lignende før.
Tidligere i sit arbejde med kor gennemgik han en periode, hvor den samme form for tvivl og usikkerhed fyldte.
Så kom der pludselig et vendepunkt.
En dag lykkedes det ham at bryde igennem usikkerheden og begynde at stole mere på sig selv.
Det ændrede hans forhold til arbejdet markant.
Nu håber Phillip Faber, at noget tilsvarende kan ske igen.
Han ved, at han tidligere har kunnet komme ud på den anden side af en svær faglig periode.
Spørgsmålet er bare, om det også sker denne gang.
Indtil den dato, han har sat for sig selv, fortsætter han.
Men hvis tvivlen stadig føles lige tung, når tidspunktet kommer, kan det få store konsekvenser for hans fremtid ved dirigentpulten.
