Morgenen bussen stoppede foran skolen, og med en stille susen åbnede dørene sig. Børnene steg én efter én ud. Nogle lo, andre diskuterede højlydt, et par drenge puffede til hinanden og løb næsten ind mod skoleindgangen.
Føreren sad bag rattet og fulgte det vante morgentøj med bakspejlet. Han holdt altid øje med, at ingen snublede på trinnene, og at alle børnene kom sikkert ind i bygningen. Af og til løftede han hånden og smilede.
— Hav en god dag, børn.
Nogle vinkede tilbage, og en pige med en alt for stor rygsæk mistede næsten balancen, da hun landede på asfalten. Føreren fulgte hvert blik, indtil børnene var forsvundet bag skolens døre.
Som den sidste steg en cirka seksårig dreng ud. Lille, iført en mørk jakke, med rygsæk på ryggen. Hans navn var Alex.
Langsomt gik han ned ad trinnene og stod et øjeblik ved bussens dør, som om han ikke havde travlt. Så tog han et par skridt, kiggede mod skolebygningen, hvor de andre børn allerede var forsvundet, og stoppede ved indgangen.
Føreren var ved at lukke dørene, da han bemærkede, at Alex ikke gik ind. Han rynkede panden.
I den forgangne uge havde han allerede lagt mærke til noget mærkeligt flere gange. Hver morgen steg Alex som den sidste ud, tøvede ved indgangen og forsvandt så et sted hen. Først troede føreren, at drengen måske tog en anden vej eller mødtes med venner.
MERE END ÉN GANG HAVDE HAN SIG SELV SAGT, AT DET EGENLIG IKKE VAR HANS SAG. HAN VAR TRODS ALT BARE BUSFØRER, IKKE LÆRER ELLER FORÆLDER.
Men i dag føltes noget forkert.
Alex gik målrettet langs hegnet og drejede pludselig ind på en smal sti ind i skoven.
Helt alene.
Føreren sad et par sekunder endnu bag rattet og fulgte den lille skikkelse mellem træerne med øjnene. Så tog han en beslutning, steg ud af bussen og fulgte efter.
Han ville bare finde ud af, hvor drengen gik hen.
Efter få minutter så han noget, der fik ham til at stivne af forskrækkelse. Fortsættelsen af historien finder du i den første kommentar.
Stien førte dybere ind i skoven. Efterårsblade raslede stille under fødderne. Snart opdagede føreren drengen.
ALEX SAD PÅ EN VÆLTET TRÆSTAMME. HANS RYGSÆK LÅ VED SIDEN AF HAM, OG HAN STIRREDE NED I JORDEN.
Da drengen hørte skridt, rykkede han sammen og løftede hurtigt hovedet.
— Alex… — sagde føreren roligt. — Hvorfor er du ikke i skole?
Først svarede drengen ikke. Han sænkede blikket og tav længe.
Så sagde han stille:
— Jeg kommer herhen hver dag.
Føreren satte sig langsomt på en anden stamme ved siden af ham.
— Hver dag?
Alex nikkede.
Han forklarede, at han hver morgen steg ud med de andre fra bussen, ventede, til de andre børn var kommet ind i skolen, og så gik han ind i skoven. Der sad han til middag eller vandrede mellem træerne. Når timerne var ovre, og bussen kom tilbage, gik han igen til stoppestedet og steg på sammen med de andre.
Hjemme troede alle, at han havde været i skole. Alex talte stille og stammede nogle gange, men efterhånden blev alt klart.
I klassen blev han konstant mobbet. Nogle drenge lo ad ham, skubbede ham, gemte hans ting og råbte ad ham foran de andre. Én gang var det blevet særligt slemt. I frikvarteret havde de såret ham så meget, at han knap kunne falde til ro, og lærerne havde bare sagt, at børnene måtte løse det imellem sig.
Efter det kunne Alex ikke længere få sig selv til at gå ind i skolebygningen.
Da drengen havde fortalt sin historie, sad føreren længe og kiggede på ham, og noget strammede smertefuldt i hans bryst.
Næste dag gik alt anderledes.
Da bussen igen stoppede foran skolen, og børnene steg ud, forlod føreren også sin plads. Han ventede, til nogle drenge fra Alex’ klasse stadig stod i nærheden af bussen, og kaldte dem roligt til sig.
SAMTALEN VAR KORT, MEN MEGET ALVORLIG.
Han forklarede, at han vidste, hvad der foregik, og at det nu skulle stoppe. Han sagde, at hvis han nogensinde så noget lignende igen, ville sagen ikke længere blive kun imellem dem.
Så vendte han sig mod Alex og nikkede mod skolen.
— Kom.
Den dag gik drengen for første gang i lang tid ikke ind i skolen alene.
