Sofie Martinussen så ud til at have styr på det hele, da hun trådte ind som ny vært på »Landmand søger kærlighed«. Smilet sad, energien var der, og foran kameraerne virkede hun sikker i rollen.
Indeni så det helt anderledes ud.
Den tidligere »Bachelorette«-deltager overtog værtsjobbet efter Lene Beier, og forventningerne fulgte med fra første optagedag. Sofie har nu fortalt åbent, at presset blev så voldsomt, at hun flere gange overvejede helt at trække sig fra programmet.
Under Smukfest i Skanderborg satte hun ord på den usikkerhed, som seerne ikke nødvendigvis har kunnet se på skærmen.
Da hun blev spurgt, om hun selv føler, at hun er dygtig til sit arbejde på tv, var svaret langt fra den selvsikre facade, hun ofte viser udadtil. Hun har aldrig rigtig haft den følelse.
I stedet har Sofie lært at skjule tvivlen, når kameraerne tændes. Hun beskriver det som en slags maske, hun tager på for at kunne fungere professionelt, selv når hun selv er fyldt med spørgsmål om, hvorvidt hun overhovedet er god nok.
For hende har det været nødvendigt at spille mere sikker, end hun føler sig.
Tanken er, at man kan spænde ben for sig selv, hvis man hele tiden viser omgivelserne, hvor usikker man er på egne evner. Derfor har hun tvunget sig selv til at gå ind i situationerne og løse opgaven, selv når alt i hende har sagt noget andet.
Det blev særligt svært, da optagelserne til »Landmand søger kærlighed« begyndte ude på gårdene.
TV 2 havde vist hende stor tillid ved at give hende rollen som fast vært, og netop den tillid kom også til at føles som et tungt ansvar. Sofie ville så gerne leve op til forventningerne, at hendes egen indre kritik hurtigt voksede sig voldsom.
Flere gange var hun tæt på at stoppe.
– Jeg var jo virkelig ved at sige op flere gange, for jeg var sådan: Jeg kan ikke det her. Men alligevel så går jeg jo bare ind, dag efter dag, fortæller Sofie Martinussen.
At hun fortsatte, skyldtes ikke kun stædighed.
Hun har et stærkt bagland, som igen og igen har hjulpet hende, når selvtilliden svigtede. Forældrene og hendes nære veninder har været dem, der mindede hende om, at hun faktisk gjorde det godt, når hun selv kun kunne få øje på fejlene.
Den støtte har været afgørende.
Sofie erkender samtidig, at hun ofte er langt hårdere ved sig selv, end andre mennesker er. Når noget ikke føles perfekt, har hun en tendens til at vende kritikken indad og tvivle på hele sin præstation.
Det er netop dét mønster, hun håber at kunne ændre med tiden.
I stedet for hele tiden at være afhængig af ros og bekræftelse fra dem omkring sig vil hun gerne lære at finde mere ro og anerkendelse i sig selv.
For selv om usikkerheden stadig følger med, har hun allerede bevist én ting over for sig selv: Hun blev ved.
Dag efter dag gik hun tilbage foran kameraerne, selv på de tidspunkter hvor hun var overbevist om, at hun ikke kunne klare jobbet.
