Christian Degn har fundet lykken langt væk fra storbyens travlhed. Tv-værten nyder i dag et familieliv fyldt med leg, nærvær og små øjeblikke, som betyder mere end noget andet.
For tre år siden tog han beslutningen om at forlade lejligheden på Vesterbro og begynde et nyt kapitel i Randers. Det valg har han aldrig fortrudt.
I den store villa deler han hverdagen med kæresten Trine og parrets to sønner, Vagn på fire år og lille Jens på 15 måneder. Her er haven blevet familiens naturlige samlingspunkt, hvor børnene kan løbe frit omkring, mens deres forældre nyder livet sammen med dem.

– Det er et helt nyt kapitel i mit liv. Når jeg er ude til noget, ligger det hele tiden i baghovedet, hvornår jeg kan tage hjem. Både fordi jeg savner dem, og fordi jeg gerne vil hjem og bidrage til familielivet, fortæller Christian Degn.
Det er tydeligt, at rollen som far betyder alt for den populære tv-vært. Han taler varmt om sine to drenge og kan ikke lade være med at smile, når snakken falder på deres ligheder.

– Mange siger, at man sørme godt kan se, at drengene er fra samme støbeform. Lange, tynde og lyse, siger han med et grin.
Mens sommeren nærmer sig, glæder familien sig til at sætte tempoet ned og nyde ferien sammen. For Christian og Trine handler de kommende måneder ikke om lange rejser eller eksotiske destinationer.
Tværtimod.
De har valgt at holde sommeren i Danmark, hvor de kan skabe minder i børnehøjde.
– Vi synes ikke, at det giver mening at flyve eller køre langt med to små børn. Vi låner nok en af mine venners sommerhus på Fyn i en lille uges tid, og vi skal også sejle på Randers Fjord og fange krabber, fortæller Christian.
Der bliver dog også tid til små projekter derhjemme. Familien er i gang med at gøre haven endnu mere børnevenlig med et nyt legehus, som snart skal stå klar til brug.
– Vi er også i gang med at få sat et legehus op i haven, der skal males. Det er Trine, der kommer til at gøre det. Hun vil helt vildt gerne, og så laver jeg noget med børnene imens, siger han med et smil.
Parret har samtidig brugt meget tid på at sætte deres hjem i stand. Den 250 kvadratmeter store patriciervilla fra 1919, som de købte i 2023, har gennemgået en omfattende renovering, men nu er de næsten ved målstregen.
View this post on Instagram
Midt i alle projekterne er det dog familielivet, der fylder mest. Christian Degn nyder hvert øjeblik med sine to sønner og ser frem til en sommer fyldt med krabbefangst, leg i haven og kvalitetstid med dem, han holder allermest af.
Nu har han også valgt at dele nye private billeder af Vagn og Jens, som hurtigt har fået mange til at smelte over de to små charmetrolde.