Den dag, hvor den velkendte, længe glemte lyd af en gammel motorcykel pludselig lød over den støvede landsbyvej, blev alle chokerede. Folk kiggede ud gennem portene, nogle stoppede ved brunnen, og selv den gamle Nina lagde spanden til side, da hun genkendte den klaprende motor.
Det var den gamle Stepan.
Han var allerede halvtreds, næsten halvfjerds. Efter sin kones død talte han knap med nogen, gik i mange år i den samme gamle frakke og udsatte selv de enkleste opgaver. Taget på hans hus lækkede hver forår, hegnet var skævt, og haven var tilgroet.
Men på denne dag overraskede det ingen, at Stepan pludselig kørte rundt på sin gamle motorcykel igen.
Bag ham sad en kvinde.
Hun var omkring tredive år, bar en blå kjole med små tusindfryd og holdt fast i den gamle mand, som om det var helt naturligt. Motorcyklen kørte langsomt, motoren hakkede af og til, og nogle gange måtte de skubbe den med fødderne, fordi motoren tilsyneladende nægtede at starte.
Da de stoppede foran Stepans gård, havde en lille menneskemængde allerede samlet sig ved nabohegnet.
— Gud, han er da blevet tosset… — hviskede den gamle Nina.
— ER DET HANS BARNEBARN? — spurgte den gamle Kolja.
Men Stepan, som om han intet bemærkede, tog hjelmen af, hjalp kvinden af motorcyklen og sagde helt roligt:
— Det er Lena. Min kone.
I nogle sekunder var der så stille på hele gaden, at ikke engang hønsene kaklede. Så begyndte hviskenene.
Nogle grinede, nogle rystede på hovedet, andre sagde åbent, at den gamle mand havde mistet forstanden efter sin kones død.
— Hun er jo fyrre år yngre end ham!
— Sikkert ude på hans penge.
— Lad os se, hvor længe hun bliver her.
Lena hørte det hele, men smilede blot roligt og hilste på alle, som om intet usædvanligt var sket.
Men efter nogle dage blev hele landsbyen igen chokeret, da de så, hvad der foregik i den gamle mands hus, og hvad hans nye kone gjorde 😨😢
DE FØRSTE TO DAGE VENTede HELE LANDSBYEN PÅ SKANDALER. MEN DER SKETE INTET. PÅ DEN TREDJE DAG LADEDE NABOERNE MÆRKE NOGET MYSTISK.
Om morgenen røg der allerede røg ud af skorstenen, fra vinduerne duftede det af friskbagt brød, og i gården hang nyvasket tøj til tørre.
Det var Lena.
Hun sad ikke et eneste minut uvirksom. Først pudsede hun vinduerne, som ikke var blevet vasket i ti år, derefter ryddede hun den gamle lade, og så fjernede hun halvdelen af det unødvendige rod fra skuret.
Men det mest utrolige skete på den femte dag.
Lena trådte ud i gården, kiggede op på taget og sagde til Stepan:
— Man kan ikke leve sådan. Når det regner, er det næsten som at være udenfor i dit hus.
— Jeg har jo altid ville… — mumlede den gamle mand.
— SÅ START NU. VI GÅR I GANG I DAG.
Og samme dag så hele landsbyen en utrolig scene.
Stepan stod på taget. Samme Stepan, der i årevis havde gået bøjet og sagt, at han ikke havde kræfter til noget som helst. Han udskiftede brædder, spændte jern fast, bandede over søm og… lo mens han gjorde det.
Nede på jorden stod Lena og rakte ham værktøjet.
En uge senere stod der et nyt hegn i gården. Efter to uger var haven pløjet og beplantet. I huset duftede der af kage, og om aftenen kom naboerne til Stepans bord, fordi Lena talte på en måde, så folk uvilkårligt blev længere.
En aften sagde den gamle Nina stille til Kolja:
— Ved du… først troede jeg, at vores nabo var blevet tosset.
— Og nu?
DEN GAMLE NINA KIGGEDE IND I STEPANS GÅRD, HVOR HAN LO, MENS HAN REPAREREDE DEN GAMLE MOTORCYKEL, OG LENA STOD VED SIDEN AF OG FORTALTE HAM NOGET.
— Nu tænker jeg… hun har bare givet ham livet tilbage.
I det øjeblik forstod hele landsbyen noget, som ingen havde ventet.
Den gamle Stepan, som alle troede var ensom og næsten brudt, var pludselig den lykkeligste mand på hele gaden.
