Kærligheden kan komme, når man mindst venter det. Det ved forfatter Katrine Grünfeld alt om. Efter skilsmisse, sorg og store omvæltninger i livet fandt hun en ny livsledsager – og ifølge hende selv skete det på præcis det tidspunkt, hvor det skulle.
I dag er den 57-årige forfatter aktuel med romanen “Små og store dødsfald”, hvor hun undersøger nogle af de spørgsmål, mange stiller sig midt i livet: Hvem er man blevet? Hvad gør man, når børnene flytter hjemmefra? Hvordan lever man videre efter tab? Og er der stadig plads til nye begyndelser?
For Katrine blev tabet af hendes far et afgørende vendepunkt.
Selvom han havde været alvorligt syg gennem længere tid, ramte hans død hende hårdt.
– For mig var det et chok, da min far var død, at han ikke længere var her, fortæller hun.
Forholdet mellem dem var helt særligt.
– Jeg kunne genkende mig selv i min far – og omvendt, tror jeg. Min far var mit menneske.
Sorgen blev en del af hendes liv, men den blev også drivkraften bag hendes nye bog, som hun beskriver som langt mere end en fortælling om død.
– Det er en kærlighedserklæring til det, der var. Og det er en kærlighedserklæring til det, der er.
I samme periode skulle Katrine også finde fodfæste efter skilsmissen fra manden, hun havde været sammen med i 20 år og fået to børn med.
Hun beskriver tiden efter bruddet som både kaotisk og befriende.
– Da jeg blev alene, oplevede jeg en mild form for psykose som følge af det sammenbrud, der skete. På den ene side følte jeg mig så utrolig frisat, og på den anden side var jeg også sorgfuld og anede ingenting.
Som ny single kastede hun sig ud i livet med en energi, der overraskede hende selv.
– Jeg gav den maks gas. Og jeg er så taknemmelig for alt, hvad jeg oplevede i den periode.
Men med tiden ændrede hendes behov sig.
I dag søger hun ikke længere det samme, som da hun var yngre.
– Jeg er blevet mere optaget af, at jeg vil have noget ud af tiden. Jeg vil være sammen med mennesker, som jeg kan have nogle udvekslinger med, som også gør mig klogere.
Og netop dér dukkede kærligheden op igen.
Den mand, hun i dag er gift med, var faktisk ikke ny i hendes liv. De havde kendt hinanden siden ungdommen gennem fælles bekendte og familiebånd i Sønderjylland.
Alligevel havde de aldrig tidligere set hinanden på den måde.
– Jeg har fundet nålen i høstakken.
Katrine lægger ikke skjul på, at hun egentlig ikke ledte efter et nyt forhold.
– Jeg var egentlig meget uinteresseret i at møde en ny mand.
Alligevel voksede noget særligt frem mellem dem.
– Da vi endelig mødtes rigtigt, var det spændende at tale sammen.
Det er især modenheden, der gør forskellen.
– Jeg er ikke sikker på, at min nuværende mand og jeg kunne have fundet hinanden, da vi var unge. Vi havde alt for meget hver især, vi skulle udleve.
Hun mener, at kærlighed ændrer karakter gennem livet.
– Man kender ikke sig selv, når man er ung. Man kan ikke vide, hvad man går ind til, og derfor er man så undskyldt.
For Katrine handler kærlighed i dag ikke om perfekte forestillinger eller faste roller.
Det handler om at blive mødt med varme og forståelse.
– Jeg har fundet et menneske, som synes, at han kan se med kærlighed på alt det, der er mig.
Selvom livet har budt på både sorg, skilsmisse og tvivl, ser hun ikke tilbage med bitterhed.
Tværtimod.
– Jeg fortryder ingenting. Jeg har verdens dejligste børn, og jeg har verdens dejligste far til mine børn.
I dag står Katrine Grünfeld et sted i livet, hvor både fortid og fremtid får lov til at fylde.
Hun savner stadig sin far. Hun finder stadig vej i nye roller som mor til voksne børn. Og hun er stadig nysgerrig på livet.
Måske er det netop derfor, kærligheden fandt hende igen.
