Jeg kørte ikke til denne by af gode grunde. Efter skilsmissen måtte jeg sælge min lejlighed og hastigt rejse til min søster for at komme på benene igen, i det mindste midlertidigt. En kuffert, næsten ingen penge, og i mit hoved total forvirring. Jeg havde endda taget den billigste billet, til en åben liggevogn, bare for at komme væk og ikke se de velkendte gader mere.
Da jeg trådte ind i kupéen, så jeg hende med det samme.
En ældre kvinde, omkring femoghalvfjerds år gammel. Et hovedtørklæde gammeldags bundet, en varm strikket cardigan, en mørk nederdel. Og denne nettaske i hendes hænder – gammel, praktisk, som fra halvfemserne. Hun sad ved vinduet og holdt tasken så stramt, som om nogen lige ville forsøge at rive den fra hende.
Jeg hilste på hende. Hun nikkede, men hendes blik var mistroisk. Som om jeg allerede havde noget dårligt i tankerne.
Toget begyndte at køre. Jeg forsøgte at få distraheret mig selv med min telefon, men jeg kunne mærke, at hun holdt øje med mig fra øjenkrogen. Hver gang jeg bevægede mig, greb hendes fingre endnu strammere om taskens håndtag.
Efter et par timer kunne jeg ikke holde det ud længere.
— Bare rolig, jeg rører ikke ved noget, — sagde jeg og forsøgte at smile.
Hun løftede hurtigt blikket.
— PAS DIN EGEN SKIDT, — sagde hun. Ordene lød som en anklage.
Jeg blev såret. Og tav.
Den gamle kvinde sad hele turen igennem i den samme stilling, spiste ikke, sov ikke, gav ikke engang de andre passagerer opmærksomhed. Og det var mere end mærkeligt.
Om aftenen rystede toget pludselig ved en sving. Net-tasken gled ud af hendes hænder og faldt på gulvet. Noget tungt rullede ud og ramte gulvet med et dump.
Jeg bøjede mig instinktivt for at hjælpe med at samle det op – og stivnede ved det, der var i tasken 😨😱
Fra tasken rullede bundter af pengesedler, holdt sammen med bankbånd. Flere tykke stakke. For nogen, der rejste i en simpel liggevogn med en gammel indkøbstaske, virkede det… fuldstændig uvirkeligt.
Jeg kiggede på hende. Hun var blevet bleg.
— DET ER IKKE MIT, — hviskede hun. — JEG SKAL BARE LEVERE DET.
I kupéen var der støj, men det føltes som om, alt pludselig blev stille.
— Hvorhen? — spurgte jeg.
Hun tav længe, så sagde hun:
— Til hospitalet. Til mit barnebarn. Hvis operationen ikke bliver betalt i morgen, tager de ham ikke ind.
Jeg kiggede på pengene og forstod ikke, hvorfor hun rejste alene. Hvorfor uden selskab. Hvorfor med så meget – i et almindeligt tog.
— Og hvad hvis nogen finder ud af det? — spurgte jeg stille.
Hun så mig direkte i øjnene.
— DERFOR HOLDER JEG TASKEN SÅ FAST.
Og i det øjeblik forstod jeg, hvorfor hun havde set på mig mistroisk hele dagen. Hun var ikke bange for mig – hun var bange for at miste den eneste chance for at redde et barn.
Denne nat sov jeg næppe. Og om morgenen, da toget ankom, steg jeg ud sammen med hende og fulgte hende til udgangen. Først da hun steg ind i en taxa, gik det pludselig op for mig: I stedet for mig kunne en meget dårlig person have siddet der.
Og ved den tanke blev jeg virkelig ubehagelig til mode.
