Sygeplejersken havde i flere nætter i træk hørt mærkelige lyde fra stue nummer 7. Det var skrig. Ikke høje – mere dæmpede, undertrykte, som om nogen var bange for at blive hørt. Altid omkring samme tidspunkt – hen mod aftenen, når gangene blev tomme, og lyset svagere.
Hun stoppede midt på gangen med sin spand og lyttede. Hospitalet var i forvejen uhyggeligt, men denne klynken skar gennem nerverne som en kniv. Det var ikke almindelige smertelyde.
Sygeplejersken havde arbejdet der i mange år. Arbejdet var hårdt, lønnen lav, men hun holdt ud. Hun var vant til lugtene, nattevagterne og andres lidelser. Men stue nummer syv begyndte at gøre hende urolig.
Der lå en ældre patient – rolig, ordentlig, altid taknemmelig for enhver hjælp. Brækket hofte, sengeliggende. Hun klagede sjældent, men så oftere ned i gulvet og fór sammen ved pludselige lyde.
Og så dukkede en mærkelig besøgende op.
En mand kom om aftenen. Altid alene. Velklædt, selvsikker, talte roligt og høfligt. Han præsenterede sig som en slægtning.
Efter hans besøg ændrede den ældre kvinde sig: øjnene blev røde, læberne rystede, hænderne kolde. En gang bemærkede sygeplejersken endda et blåt mærke på hendes håndled.
Hun forsøgte at finde ud af mere, men patienten vendte straks blikket væk og hviskede, at alt var i orden.
KOLLEGERNE RÅDTE HENDE TIL IKKE AT BLANDE SIG.
“Det er ikke din sag. Han er familie – han har ret,” sagde de.
Men klynken vendte tilbage igen og igen.
En aften hørte sygeplejersken skridt foran stuen. Derefter dæmpede stemmer. Han talte skarpt, den ældre kvinde mumlede noget, som om hun undskyldte sig. Et dump slag. Et kort skrig.
Den nat kunne sygeplejersken ikke sove.
Hun lagde en plan for at finde sandheden. Hvis ingen andre så det – ville hun gøre det.
Næste gang gik hun ind i stuen tidligere. Lyset var dæmpet, patienten sov. Sygeplejersken lagde sig på gulvet og krøb ind under sengen. Støv, koldt linoleum, rustne fjedre over hende. Hun følte en voksende uro.
Skridt på gangen. Døren knirkede. Han trådte ind.
SYGEPLEJERSKEN KUNNE FØRST KUN SE HANS SKO OG KANTEN AF SENGEN. FØRST – STILHED. SÅ HANS STEMME. HAN TALTE LANGSOMT OG INSISTERENDE TIL DEN ÆLDRE KVINDE. HUN GRÆD.
Og så skete der noget, der tog pusten fra hende.
Først talte han roligt. Meget roligt. Han forklarede, at huset alligevel var “tabt”, at det ikke længere havde nogen værdi for hende, at hun måtte underskrive papirerne. Han sagde, at hvis hun ikke gjorde det frivilligt, ville han “hjælpe”.
Patienten græd, bad ham lade hende være i fred. Hun sagde, at hun ikke ville skrive under.
Så ændrede hans stemme sig.
Han bøjede sig over sengen og begyndte at true. Han sagde, at hun skulle tage sin “medicin”, at han vidste, hvordan man gjorde det, så lægerne ikke opdagede noget, og hvis hun var stædig, ville hendes tilstand blive værre. Meget værre.
Sygeplejersken holdt vejret.
Hun så ham tage en sprøjte frem. Ikke en hospitalsmedicin. En anden, mørk, uden mærkning. Han injicerede den trods patientens modstand. Den ældre kvinde skreg, hendes hånd faldt livløs ned på lagenet.
RÆDSEL GREB SYGEPLEJERSKEN.
Hun sprang frem fra sit skjul, skreg og rev døren op. Der opstod uro, sygeplejersker og vagthavende læge løb ind. Manden blev tilbageholdt på stedet. Sprøjten blev sikret. I hans taske fandt man dokumenter – allerede forberedt, med felter til underskrift.
Senere viste det sig, at injektionerne ikke indeholdt nogen medicin. Netop derfor blev den ældre kvindes tilstand drastisk forværret.
