Anna åbnede langsomt den første kuvert.
Indeni lå en kort seddel.
«Busstoppestedet. En lille pige gav sit tørklæde til en fremmed kvinde. Ægte godhed larmer aldrig.»
Hun rynkede panden.
Åbnede den næste.
«Bageriet. En gammel mand købte hver dag to boller. Den ene efterlod han altid til en hjemløs og lod, som om han bare havde glemt den.»
Den tredje.
Den fjerde.
Den femte.
Hver eneste seddel fortalte om et lille, godt menneskeligt valg.
Advokaten smilede.
— Mikhail samlede på den slags historier i fyrre år.
Anna løftede blikket.
— Hvorfor?
— Han sagde, at verden ikke holdes oppe af store helte.
Men af mennesker, som ingen lægger mærke til.
Hun blev ved med at læse.
I hver kuvert lå et menneskes liv.
En eller anden usynlig godhed.
Den sidste kuvert var den tyndeste.
Der lå kun ét ark indeni.
«Hvis du læser dette brev, betyder det, at jeg ikke længere er her.
Du tror sikkert, at jeg skjulte en formue.
Men den mest værdifulde rigdom ligger lige nu på dine knæ.
Jeg har levet et langt liv.
Og jeg har forstået én ting.
Mennesker husker alt for ofte det onde.
Derfor besluttede jeg mig for at samle på det gode.
Hver gang jeg så en handling, der gav mig lyst til at tro på menneskeheden igen, skrev jeg den ned.
For en dag skulle nogen fortsætte dette arbejde.»
Anna kunne ikke længere holde tårerne tilbage.
Advokaten tog endnu en mappe frem.
— Dette er testamentet.
Mikhail oprettede en lille velgørenhedsfond.
Ikke nogen stor en.
Men han ønskede, at netop De skulle lede den.
Hun så overrasket på ham.
— Hvorfor mig?
Advokaten svarede uden at tøve.
— Fordi De var det eneste menneske, der kom til ham uden at tænke på fortiden.
Og uden at tænke på fremtiden.
Men ganske enkelt fordi han var ensom.
Et år senere opstod der et lille mobilt bibliotek med navnet «Den grønne rygsæk».
Dets frivillige kørte rundt til hospitaler, plejehjem og hospicer.
De læste bøger for dem, som ingen kom for at besøge.
Og de skrev nye historier om menneskelig godhed ned.
Den allerførste kuvert i den nye samling gav Anna denne titel:
«Stue 418.»
Indeni lå kun én sætning.
«Nogle gange har et menneske ikke brug for millioner.
Nogle gange har det kun brug for ét menneske, der bliver ved dets side helt til det sidste.»
