Der var helt stille i det lille hospitalsværelse. En femårig dreng lå på et kridhvidt lagen, hans øjne var store og udmattede. Lægerne havde fortalt hans forældre, at operationen var hans sidste chance.
Sygeplejerskerne gjorde ham klar til bedøvelse, da drengen pludselig hviskede:
— Må… Archie komme ind til mig?
— Hvem er Archie, skat? — spurgte en af sygeplejerskerne overrasket.
— Min hund. Jeg savner ham så meget. Please… — hans læber rystede.
— Du ved, søde, dyr må ikke være på hospitalet. Og du er meget svag, prøv at forstå det… — forklarede hun blidt.
Drengen vendte sig væk, og tårer glimtede i hans øjenkroge:
— Men jeg… jeg ser ham måske aldrig igen.
DE ORD RAMTE SYGEPLEJERSKEN LIGE I HJERTET. HUN UDVEKSLEDE ET BLIK MED DE ANDRE OG SAGDE TIL SIDST, SELV OVERASKET:
— Okay. Men kun i et minut.
En time senere kom forældrene med Archie. Så snart hunden så sin lille ejer, sprang den op på sengen og trykkede sig ind til ham. For første gang i flere uger smilede drengen og krammede ham tæt.
Læger og sygeplejersker så på scenen med fugtige øjne: båndet mellem menneske og hund var stærkere end smerte og frygt.
Men pludselig blev Archie urolig. Hans pels rejste sig, han sprang ned fra sengen og løb hen i et hjørne af rummet. Der stod kirurgen, som skulle udføre operationen. Hunden begyndte at gø rasende, som om den var klar til at angribe ham hvert øjeblik.
— Få det dyr væk herfra! — råbte kirurgen forskrækket og trådte tilbage.
Personalet skyndte sig at berolige hunden, men en af lægerne kastede et mærkeligt blik på kirurgen — og forstod pludselig årsagen til hundens opførsel. Fortsættelse i første kommentar
Lægen bemærkede en lugt… en skarp, stikkende lugt af alkohol.
— MIN GUD… — hviskede anæstesilægen og stirrede på kirurgen. — ER DU FULD?!
Rummet blev helt stille. Forældrene blev blege, sygeplejerskerne så chokerede på hinanden. Archie knurrede stadig, som om han beskyttede sin lille ven.
Få minutter senere stod det klart: kirurgen var mødt på arbejde påvirket af alkohol. Han blev straks fjernet fra operationen og mistede sin autorisation.
Operationen blev udsat. Drengen blev overdraget til en anden læge, og få dage senere blev indgrebet gennemført med succes.
Senere sagde alle det samme: Archie var ikke bare en trofast ven — han var en skytsengel. Uden ham kunne det hele være endt helt anderledes.
