Dyrlægerne blev tilkaldt med det samme.
Dyrene var bange og udmattede, men de fleste af dem fik hurtigt vand og mad.
Imens hjalp lægerne Nikolaj.
Senere viste det sig, at han flere dage tidligere havde fået et alvorligt anfald og ikke havde kunnet rejse sig selv.
Telefonen lå alt for langt væk.
Men før han mistede kræfterne, havde han nået at fylde skålene med vand og åbne de sidste pakker foder.
De næste dage hjalp naboerne med at rydde op i lejligheden.
Det var dér, de fandt tykke mapper med fotografier.
På hvert billede stod der datoer og korte historier.
Det viste sig, at Nikolaj gennem mange år havde reddet dusinvis af hjemløse dyr.
Nogle fandt han ude på gaden om vinteren.
Andre blev bragt til ham af frivillige efter ulykker.
Nogle var ganske enkelt blevet efterladt af deres ejere, da de flyttede.
Han havde aldrig fortalt naboerne om det.
Han samlede ikke penge ind.
Han bad ikke om taknemmelighed.
Han gjorde bare det, han mente var rigtigt.
Efter hans bedring traf beboerne i ejendommen en uventet beslutning.
Sammen organiserede de hjælp til de dyr, der var tilbage, fandt nye familier til mange af dem og hjalp de øvrige videre til pålidelige internater.
Da Nikolaj hørte om det, smilede han stille.
— Jeg troede, det hele havde været forgæves.
En af naboerne rystede på hovedet.
— Nej.
Vi forstod bare alt for sent, at der bag de mærkelige lyde ikke gemte sig frygt og fare…
Men et menneske, der til det sidste passede på dem, som ikke selv kunne bede om hjælp.
