Prins Harry sætter nu ord på en periode af sit liv, hvor sorg, panikanfald og følelsesmæssig udmattelse fyldte langt mere, end omverdenen kunne se.
I en ny MasterClass om sorg fortæller den 42-årige hertug af Sussex om, hvordan tabet af hans mor, prinsesse Diana, påvirkede ham gennem mange år.
Harry var blot 12 år gammel, da Diana døde i 1997.
I lang tid forsøgte han ifølge eget udsagn at holde de svære følelser på afstand.
– I 15 eller 20 år, når nogen spurgte, om jeg var okay, svarede jeg: “Jeg har det fint”. Det var følelsesløshed. Jeg havde lukket af følelsesmæssigt, fortæller han.
I samtalen med neuroforskeren Dr. Mary-Frances O’Connor beskriver Harry, hvordan adrenalinen efter hans egen oplevelse blev en drivkraft i livet.
Militæret blev en del af den mekanisme.
Han begyndte sin militære karriere som ung og fortæller nu, at arbejdet gav ham en mulighed for at koncentrere sig om konkrete opgaver i stedet for de følelser, han ikke havde fået bearbejdet.
– Det var den perfekte distraktion. Jeg kunne ikke rigtig tænke på ret meget andet end den opgave, jeg stod med, siger han.
Efter sin anden udsendelse til Afghanistan i 2013 begyndte situationen imidlertid at ændre sig.
Harry fortæller, at nogle af de oplevelser, han havde haft under militærtjenesten, syntes at udløse ældre traumer.
Det kom til udtryk i helt almindelige situationer.
Bare det at tage en skjorte på kunne blive ubehageligt.
– Når kraven strammede om halsen, føltes det bogstaveligt talt, som om jeg blev kvalt, fortæller han.
Samtidig begyndte han at opleve panikanfald i bilen på vej til arbejde.
For Harry blev det et signal om, at han ikke længere kunne ignorere, hvad der foregik.
– Det var dér, jeg indså, at der var noget større, noget andet, jeg var nødt til at se nærmere på, siger han.
Endnu en markant periode kom, da Harry og Meghan forlod Storbritannien og opholdt sig på Vancouver Island i Canada med deres søn Archie i slutningen af 2019.
Parret trådte formelt tilbage som arbejdende medlemmer af det britiske kongehus i begyndelsen af 2020.
Harry fortæller, at det pludselige skifte væk fra det høje stressniveau fik en uventet effekt.
Efter bare få dage i ro oplevede han det, han selv beskriver som et voldsomt “adrenaline crash”.
– Jeg endte faktisk med at blive deprimeret i omkring to uger, og jeg følte, at jeg ikke kunne fungere uden adrenalin, fortæller han.
Det var endnu en påmindelse om, hvor længe han havde levet med et konstant indre pres.
Harry har tidligere talt åbent om terapi og psykisk helbred, men i den nye samtale kæder han i særlig grad sine senere problemer sammen med sorgen efter Diana og de mange år, hvor han forsøgte at skubbe den væk.
Han fortæller også, at han i en periode følte skyld ved tanken om at være glad uden sin mor.
Med tiden ændrede den tanke sig.
Harry nåede frem til, at Diana ville have ønsket, at han levede et lykkeligt liv.
Den erkendelse beskriver han som et afgørende mentalt skifte, der gav ham en anden måde at se både sorgen og sit eget liv på.
I dag forsøger han ikke at benægte tabet, men at leve med det.
Og hans budskab er ikke, at sorgen forsvinder.
Det handler snarere om at finde en måde, hvor den kan eksistere side om side med glæde, familie og et liv, der fortsætter.
