Christina og Frederik kæmpede længe for at få ægteskabet i “Gift ved første blik” til at fungere.
De gik gennem parterapi, akavede middage, svære samtaler og en romantisk getaway, hvor håbet var, at noget mellem dem kunne ændre sig.
Men det skete ikke.
Da eksperimentet sluttede, gik de hver til sit.
Og selv nu, efter at kameraerne er slukket, er de stadig ikke helt enige om, hvorfor forholdet aldrig fandt fodfæste.
Det fortæller de i “Gift ved første blik”-podcasten, hvor de ser tilbage på de fem uger sammen.
For Christina handler bruddet grundlæggende om, at de to ser for forskelligt på livet.
– Vores verdensbilleder er simpelthen for forskellige, til at de kan mødes, siger hun.
Frederik oplevede situationen anderledes.
Da optagelserne nærmede sig afslutningen, var han faktisk klar til at fortsætte ægteskabet uden kameraerne.
Han havde været i tvivl i dagene op til beslutningen, men kom frem til, at forholdet fortjente endnu en chance.
– Jeg var i tvivl nogle dage op til, men så tænkte jeg: “Hvorfor ikke prøve at give det et skud væk fra alle kameraerne?”, fortæller han.
Det kom bag på Christina.
Hun havde nemlig haft en klar fornemmelse af, at Frederik heller ikke længere ønskede at fortsætte.
Den tanke kan han i dag godt forstå.
Når han ser tilbage på sin egen opførsel i programmet, kan han nemlig se, hvorfor hun fik den opfattelse.
– Jeg kan også forstå, at Christina har været i tvivl, fordi når jeg ser tilbage på det, kan jeg godt se, at okay, han virker sgu som én, der ikke rigtig gider det mere, siger Frederik.
Problemerne mellem de to var tydelige gennem store dele af forløbet.
Christina følte sig flere gange alene i relationen og savnede mere initiativ og handlekraft.
Frederik oplevede på sin side, at de gentagne gange talte forbi hinanden, og han havde svært ved at åbne sig følelsesmæssigt.
Til sidst var presset så stort, at de selv begyndte at omtale deres afsluttende parterapi som “kriseterapi”.
Det blev heller ikke den terapi, der reddede ægteskabet.
Christina valgte at sige nej til at fortsætte.
For hende blev beslutningen ekstra vanskelig, fordi den gik imod et mønster, hun kender meget godt fra sig selv.
Hun har ofte haft en tendens til at please andre.
Derfor var der også en del af hende, som bare havde lyst til at sige ja for at gøre situationen nemmere.
– Det var hårdt for mig at skulle stå ved min beslutning, fordi mit mønster jo netop er at please. Så alt indeni mig skreg: “Bare sig ja, bare sig ja, så er alle glade”, fortæller hun.
Denne gang gjorde hun det modsatte.
Hun stod fast.
Frederik fortæller i dag, at han har stor respekt for den beslutning.
Selv om han gerne ville have fortsat ægteskabet uden for programmet, kan han godt se, at Christina gjorde det, hun mente var rigtigt.
Samtidig føler han, at han selv fik noget vigtigt ud af eksperimentet.
– Selvfølgelig var det ærgerligt, at hun ikke ville give det et skud, men jeg havde udviklet mig så meget, så jeg kunne ikke være skuffet eller noget som helst, siger han.
For Christina er billedet mere blandet.
Hun er også blevet klogere på sig selv.
Men det var ikke derfor, hun meldte sig til.
Hun gik ind i programmet med et meget konkret ønske om at finde en partner.
Derfor ligger der stadig en sorg i, at det ikke lykkedes.
– Der er selvfølgelig en lille sorg over, at det ikke blev til noget, for jeg meldte mig ikke til det her for at få en eller anden form for selvudviklingsrejse. Jeg meldte mig helt klart for at finde en partner, siger hun.
Relationen mellem Christina og Frederik er heller ikke blevet let efter programmet.
Christina beskriver den som værende et “ret svært sted”.
Alligevel er de nået frem til noget, de faktisk kan være enige om.
Begge mener, at de forsøgte.
De holdt ikke igen.
De blev ved gennem de svære samtaler og gav forholdet den energi, de hver især havde.
– Vi kan virkelig se os selv i spejlet og sige: “Jeg gav den alt, jeg havde”, siger Christina.
Det er måske netop dér, de to trods alt mødes.
Ikke i forklaringen på bruddet.
Ikke i spørgsmålet om, hvorvidt forholdet kunne være fortsat.
Men i oplevelsen af, at de begge forsøgte.
Christina står derfor også fast på sin endelige konklusion.
– Det var ikke os, og det bliver ikke os. Og hvad så? Vi gav det et skud, og det synes jeg virkelig, at vi begge to kan være ret stolte af her på den anden side.
