Flemming Jensen har i årtier haft et nært forhold til Grønland, men siden en voldsom debat i slutningen af 2022 har han ikke haft lyst til at vende tilbage.
Den 76-årige skuespiller og “Nissebanden”-bagmand fortæller, at beskyldninger om kulturel appropriation og racisme ramte ham langt hårdere, end mange måske forestillede sig.
Kritikken opstod efter et pressefoto fra teaterforestillingen “Nissebanden i julemandens land”.
Her blev Flemming Jensen blandt andet kritiseret af inuitten Michael Bro for den måde, grønlandsk-inspirerede elementer blev brugt på.
I DR-programmet “Ibens harem – 18 år efter” fortæller Flemming Jensen nu, hvor voldsomt han reagerede på debatten.
Han beskriver det som et af de mest smertefulde øjeblikke, han kan huske.
– Jeg blev fandme ked af det. Jeg kan ikke huske, at jeg har været så ked af det, siger han.
Efter debatten i “Go’ Aften Live” var hans reaktion så kraftig, at han direkte bad om ikke at blive kontaktet igen.
– Jeg sagde til dem: “I skal ikke ringe igen”. Det kunne jeg slet ikke have, fortæller han.
Flemming Jensen mener selv, at beskyldningerne byggede på en misforståelse af forestillingen og hans intention.
Han forklarer blandt andet, at titlen “Nissebanden i julemandens land” netop blev valgt, fordi handlingen foregår i et mytisk univers og ikke i det virkelige Grønland.
Dermed ønskede han heller ikke at give publikum et billede af, at forestillingen skulle være en realistisk fremstilling af Grønland eller inuitter.
Et andet centralt punkt i kritikken handlede om en scene, hvor otte børn optrådte iført isbjørnebukser, anorakker og sorte parykker.
Ifølge Flemming Jensen var tanken bag kostumerne slet ikke at fremstille grønlændere som gruppe.
Han havde i stedet én bestemt person i tankerne.
Det var Malik, den grønlandske dreng, der tidligere spillede med i “Nissebanden” på tv.
– Jeg ville sende en hilsen, fordi vi havde en dejlig grønlandsk dreng, der hed Malik, som spillede drengen i “Nissebanden” i julekalenderen på tv i sin tid, forklarer Flemming Jensen.
Derfor fik børnene ifølge ham præcis den samme type tøj på.
– Isbjørnebukser, kamikker, grøn anorak og så den der ulyksalige sorte paryk. Men de var ens. De var kloner af ham. Jeg tænkte ikke grønlandsk, jeg tænkte Malik, understreger han.
Netop derfor har anklagerne været svære for ham at forstå.
Flemming Jensen fortæller, at han gennem mange år har haft en stor kærlighed til både Grønland og de mennesker, han kender der.
Han har besøgt landet flere gange og har også venner i Grønland.
Efter kritikken ændrede noget sig dog.
I begyndelsen af 2023 havde han planlagt endnu en rejse nordpå.
Den blev aflyst.
Og siden har han ikke været tilbage.
Flemming Jensen peger selv på, at en del af den yngre generation i Grønland bærer på en stærk vrede mod Danmark på grund af den behandling, tidligere generationer blev udsat for.
– Der er en ungdom, som er meget vrede på Danmark over det, der overgik deres bedsteforældre, men ikke dem, siger han.
Samtidig fremhæver han, at han længe før den aktuelle debat selv har skrevet om Grønlands kolonihistorie og de problemer, der fulgte med den.
Han mener derfor, at det er særligt smertefuldt at blive placeret i en rolle som racist.
– Jeg har skrevet romaner og påpeget de problemer længe før, de blev født, hvor jeg fortæller om den der postkoloniale tid, som stadig var en kolonitid, fortæller han.
Selv om debatten udefra lignede en voldsom shitstorm, oplevede han dog ikke kun had.
Tværtimod fortæller Flemming Jensen, at hans indbakke hurtigt blev fyldt med støtte.
Der kom også ubehagelige beskeder.
Men de var ifølge ham i klart mindretal.
– Min mail var ved at svømme over af venlige ting. Jeg fik også nogle væmmelige, men primært fik jeg … jeg har sgu aldrig fået så meget ros, fortæller han.
Støtten stoppede ikke ved beskeder.
Han modtog også blomster fra mennesker, der ønskede at vise ham opbakning.
Alligevel ændrede episoden noget grundlæggende.
Grønland havde tidligere været et sted, Flemming Jensen vendte tilbage til med glæde.
Men efter beskyldningerne i 2022 har han ikke været der igen.
