Flemming Østergaard har mistet den kvinde, han delte næsten hele sit voksne liv med.
I april 2026 døde hans hustru Inge efter fem års kamp mod Alzheimers sygdom, og siden har den 82-årige tidligere Parken-boss skullet lære en helt ny hverdag at kende.
De to nåede at være sammen i 66 år og havde fejret diamantbryllup efter 60 års ægteskab.
Gennem hele Inges sygdomsforløb stod Flemming Østergaard tæt ved hendes side og gjorde, hvad han kunne for at sikre hende en værdig sidste tid.
Nu er huset blevet mere stille.
Og selv om Flemming ikke forsøger at skjule, at ensomheden indimellem rammer hårdt, er han samtidig helt afklaret om én bestemt ting.
Der kommer ikke en ny kæreste.
Da han bliver spurgt direkte, om der er dukket en ny kvinde op i hans liv efter Inges død, kommer svaret uden tøven.
– Nej, og det får jeg heller ikke, siger Flemming Østergaard.
Beslutningen skyldes ikke, at han har lukket sig helt inde eller ikke længere ønsker selskab.
Han kan sagtens forestille sig at gå ud, spise middag og være social med andre mennesker.
Det er tanken om igen at dele selve hverdagen og hjemmet med en ny partner, han afviser.
Og det gør han på karakteristisk kontant vis.
– Det har jeg ikke lyst til. Det er ikke lige med, at jeg ikke kan date, eller at jeg ikke kan gå ud og spise en god middag, eller noget andet. Men Schweiz bliver et lavland den dag, der flytter en dame ind hos mig, siger han.
Dermed sætter Flemming Østergaard en meget tydelig grænse.
Han kan godt møde mennesker og nyde deres selskab, men han ønsker ikke at erstatte den plads, Inge havde i hans liv.
Det handler heller ikke om et løfte, han afgav til hende inden hendes død.
Faktisk fortæller Flemming, at Inge ville have accepteret det fuldt ud, hvis han en dag havde fundet en anden.
– Nej, ikke noget med det der. Inge ville bestemt, hvis jeg fandt en anden kvinde, der flyttede ind – det ville hun til hver en tid billige, siger han.
Der er altså ingen romantisk pagt bag beslutningen.
Det er Flemming Østergaards eget valg.
Efter 66 år sammen føler han ganske enkelt ikke behov for at begynde et nyt kærlighedskapitel.
Forholdet til Inge strakte sig over størstedelen af hans liv og gennem både familie, karriere, succeser og de sværeste år med sygdom.
Da Alzheimers ramte, ændrede deres tilværelse sig gradvist.
Flemming blev ved hendes side gennem de fem år, sygdommen varede, indtil hun i april sov ind.
Nu står han alene tilbage med minderne.
Han lægger ikke skjul på, at fraværet kan mærkes, når dagligdagen bliver stille, men hans svar på fremtiden er alligevel klart.
Der kan godt komme middage, selskab og nye bekendtskaber.
Men en ny kvinde kommer ikke til at flytte ind.
For Flemming Østergaard er det liv, han havde med Inge, ikke noget, han ønsker at forsøge at genskabe med en anden.
