Når man taler om dansk filmhistorie, er der to navne, der næsten altid dukker op blandt de største.
Dirch Passer og Ove Sprogøe.
De nåede begge at medvirke i en lang række film, som siden er blevet stående som klassikere, og når de stod foran kameraet sammen, opstod der en kemi, som publikum tog til sig.
Men forholdet mellem dem sluttede ikke, når optagelserne var færdige.
Bag kameraet udviklede der sig et venskab, som Ove Sprogøe senere beskrev med ord, der gjorde det tydeligt, hvor meget Dirch betød for ham.
De to nåede gennem årene at dele lærredet flere gange.
I “Charles’ Tante” fra 1959 spillede Ove Sprogøe rollen som Charles, mens Ebbe Langberg var Peter.
De to unge mænd forelsker sig, men for at kunne være sammen med pigerne har de brug for en anstandsdame.
Da Charles’ tante fra Brasilien ikke dukker op som planlagt, bliver Dirch Passers figur overtalt til at trække i dametøj og udgive sig for at være Donna Lucia d’Alvadorez.
Året efter blev de to samlet igen i “Baronessen fra Benzintanken”.
Her spillede Ghita Nørby Anne, der arbejder på en benzintank, men samtidig viser sig at være baronesse og potentiel arving til et slot.
For at få arven skal hun lære de fine manerer, men hun har samtidig svært ved at vende ryggen til sine gamle venner, som blandt andre spilles af Dirch og Ove.
I 1965 kom endnu et af de populære samarbejder med “Flådens friske fyre”.
Her spiller Dirch Passer og Ove Sprogøe sammen med Paul Hagen tre mænd fra Lynæs, der bliver indkaldt til flåden.
Deres opførsel gør ikke livet nemmere for de overordnede, men den gav til gengæld masser af komiske øjeblikke til publikum.
De mange film viser tydeligt, hvor godt de fungerede sammen professionelt.
Men privat var båndet endnu tættere.
Kort efter Dirch Passers død satte Ove Sprogøe selv ord på deres forhold i en mindetekst.
Her skrev han direkte til sin afdøde ven og gjorde det klart, at Dirch havde haft en helt særlig plads i hans liv.
Ove beskrev ham som både ven, kollega, far, bror og søn.
Han gik endda så langt som til at skrive, at de i nogle år nærmest fungerede som et ægtepar.
Efter lange arbejdsdage tog de ofte sammen videre.
Hvis de også skulle spille om aftenen, kunne Dirch køre dem forbi sin mors antikforretning i Gartnergade.
Her fik hendes “to drenge” en kop kaffe og en snak, inden turen gik videre til Dirch og Sitters hjem på Vodroffsvej.
Der kunne de hvile sig på en stor ottoman, mens Sitter dækkede dem til med hver sin plaid.
Ove afsluttede erindringen med ordene:
– Lyder det som himlen? Det var det, i hvert fald for mig.
Han bemærkede også med sin karakteristiske humor, at de var et komikerpar, som ikke hadede hinanden.
Venskabet var stærkt, selv om de to mænd på mange måder levede meget forskellige liv.
Dirch kørte blandt andet rundt i sportsvogn og tog ofte ud i byen, gerne sammen med vennen Kjeld Petersen.
Ove havde hverken bil eller kørekort.
Han klarede sig fint med bus eller cykel og var kendt for gerne at tage cyklen til og fra arbejde.
Også privat var deres rytme forskellig.
Hvor Dirch kunne være tiltrukket af bylivet, ville Ove oftere hjem til hustruen Eva.
Men forskellene blev aldrig en barriere mellem dem.
Tværtimod holdt venskabet helt frem til Dirch Passers død.
Og Ove Sprogøes egne ord bagefter viste måske tydeligere end noget andet, at deres forhold var langt mere end bare et stærkt makkerskab på film.
