Familien har altid været det vigtigste i Rába Tímeas liv.
Den tidligere skønhedsdronning har været mor i 32 år og blev for otte år siden også bedstemor. Selv om børnene for længst er blevet voksne, har hun stadig svært ved helt at slippe rollen som den meget omsorgsfulde mor.
Faktisk holder hun øje med, hvor børnene befinder sig, ved hjælp af lokationsdeling.
– Familien er det vigtigste for mig. Jeg lever for dem, de er meningen med mit liv. Jeg voksede selv op i en meget tæt familie, og den måde at tænke på har jeg givet videre til mine børn. De kan altid regne med mig. Nogle gange synes de måske, det bliver lidt meget, men jeg er nødt til at vide, hvem der er hvor, og hvad de laver, fortæller Tímea.
Hun lægger ikke skjul på, at hun kan være meget beskyttende.
For hende hænger det dog tæt sammen med ønsket om altid at være til stede, når familien har brug for hende.
Den 23-årige datter Nina fortæller samtidig, at morens omsorg gennem årene også har vist sig på mere humoristiske måder.
Hun har blandt andet gemt alle de tøjdyr, hun har fået af sin mor.
På familiens ferier ender Tímea desuden ofte ved de spilleautomater, hvor man med en lille klo forsøger at fange bamser og figurer.
– Hun kan blive fuldstændig opslugt af det og stopper ikke, før det lykkes hende at få en figur op til os, fortæller Nina med et grin.
Tímea erkender selv, at hun hurtigt bliver grebet af de små maskiner.
Men bag de spontane gaver ligger det samme mønster, som præger resten af hendes forhold til børnene: Hun vil gerne glæde dem og være en aktiv del af deres liv.
Forholdet mellem mor og datter beskrives som meget tæt.
Nina fortæller, at hun altid ved, at hun kan kontakte sin mor – uanset tidspunktet.
– Mor er blevet meget mere afbalanceret. Hun er for mig indbegrebet af en stærk kvinde og et forbillede på flere områder. Hendes vedholdenhed og menneskelighed imponerer mig. Hvis jeg en dag bliver bare halvt så god en mor som hende, vil jeg være lykkelig, siger Nina.
Rába Tímea mener selv, at den stærke familiefølelse kommer fra hendes egen opvækst.
Det er den tradition, hun har forsøgt at føre videre til sine børn.
Og selv om hendes behov for at vide, hvor de befinder sig, indimellem kan føles lidt meget for dem, er intentionen klar:
Hun vil være der, når de har brug for hende.
