Et metallisk brag rungede som et ekko over hele landingsområdet.
Piloten, der allerede stod ved indgangen til flyet, løftede brat hovedet.
— Alle tilbage!
Milliardæren tog instinktivt et skridt bagud, og Rich holdt endelig op med at gø og trykkede sig ind mod hans ben.
Få sekunder senere løb teknikerne hen til flyet.
De åbnede en teknisk luge under vingen.
En af dem blev pludselig bleg.
— Sluk straks for strømmen!
Den anden tekniker pegede tavst på en beskadiget hydraulisk enhed.
En klar væske løb langsomt ned ad den.
Chefingeniøren vendte sig mod flyets ejer.
— De har været meget heldig.
Milliardæren trak stadig vejret tungt.
— Hvor heldig?
Ingeniøren så på Rich.
— Hvis flyet var begyndt at accelerere, kunne konsekvenserne have været katastrofale.
I flere sekunder blev der fuldstændig stille omkring dem.
Milliardæren sank langsomt ned på knæ foran hunden.
Rich slikkede forsigtigt hans hånd.
— Du kunne mærke det… ikke sandt?
Hunden logrede stille med halen.
Senere fandt eksperterne endnu en mærkelig detalje.
Skaden var ikke en almindelig fejl.
Flere beslag var blevet løsnet med hånden.
Efterforskerne begyndte at undersøge sagen.
Overvågningskameraerne viste, at en ukendt person i teknikeruniform havde opholdt sig ved flyet i flere minutter om natten.
Han forsvandt, før vagtskiftet begyndte.
Få dage senere viste det sig, at uniformen tilhørte en medarbejder, der var blevet fyret en måned tidligere.
Efterforskningen fortsatte.
Men for milliardæren var det vigtigste ikke længere det.
Den aften aflyste han alle møder.
I stedet for at tage til bestyrelsesmøde kørte han hjem.
Rich sov ved siden af ham på bilens bagsæde.
Hjemme tog manden et gammelt fotoalbum frem.
På det første billede var en lille hvid hvalp, som han ti år tidligere havde hentet fra et internat.
Dengang havde dyrlægen sagt til ham:
— Ingen vil have ham. Han er alt for stille.
Milliardæren smilede.
— Det var vist den bedste beslutning i mit liv.
En uge senere besøgte han det samme internat.
Uden journalister.
Uden kameraer.
Han betalte for renovering af bygningen, behandling af dyrene og opførelsen af en ny afdeling.
Da internatets leder takkede ham, rystede milliardæren på hovedet.
— Det er ikke mig, De skal takke.
Han så på Rich.
— Det var ham, der reddede mit liv.
Nogle måneder senere fandt efterforskningen frem til de skyldige bag sabotageforsøget.
Men milliardæren tænkte sjældent på det.
Hver gang han gik forbi flyets trappe, satte han sig først på hug ved siden af Rich.
— Nå, kommandør?
Hunden så opmærksomt på flyet.
Og først derefter gik den roligt ved hans side.
Milliardæren betragtede aldrig igen den slags opførsel som mærkelig.
Nogle gange mærker den, der ikke kan tale, faren før alle andre.
Og ét minut, givet af en trofast ven, kan vise sig at være mere værd end enhver kontrakt til mange millioner.
